Vordingborg Kommune fik i fredags besked om, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil støtte Klintholm Havn på Møn med 15,7 mio. kr., som skal investeres i turismeinfrastruktur og områdefornyelse, samt bidrage til at tiltrække nye private investeringer.
Det er projektet ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn”, som har modtaget støtte. Vordingborg Kommune vil med projektet skabe Danmarks bedste oplevelseshavn, hvor havet inddrages i den samlede oplevelse, fortælling og formidling.
Ansøgningen er udarbejdet i et samarbejde mellem Business Vordingborg, foreningen Vandklubben i Klintholm Havn og Vordingborg Kommune. Projektet er samtidig det første konkrete eksempel på at Business Vordingborg nu også arbejder med udvikling af turismeerhvervet
”Det er svært at få armene ned, når samarbejde går op i en højere enhed og giver resultater. Vandklubben, Business Vordingborg og vores administration har vist, at sammen kan vi mere og står stærke, når der skal sikres ressourcer til udviklingsaktiviteter. Med bevillingen ser vi frem mod en opgradering af oplevelserne i Klintholm Havn i de kommende år, til gavn for både vores borgere og de turister der lægger vejen forbi. Netop denne form for udvikling og samarbejde på tværs viser også, at Strategiplanen for Lystbådehavne er begyndt at ”leve” og implementeres i havnene,” fortæller borgmester Mikael Smed.

